Ny teknologi revolutionerer Nikons COOLPIX-serie
Projektor, multiberøringsskærm, hastighed og stil gør nu udvalget af digitale kompaktkameraer endnu bedre
Pressemeddelelse - August 2009 - Nikon lancerer i dag verdens første kamera med indbygget projektor som en del af virksomhedens helt nye serie af digitale COOLPIX-kompaktkameraer. Den nyskabende serie indeholder desuden et kamera med OLED-multiberøringsskærm, et kompaktkamera, der er lige så hurtigt som et digitalt spejlreflekskamera, samt et elegant og farverigt kompaktkamera, der er yderst brugervenligt.
Uanset om du er vild med smart udstyr eller blot er en stor fan af kompaktkameraer, har den nye COOLPIX-serie et kamera til dig. Serien består af COOLPIX S70, der – som noget nyt – er udstyret med en 3,5" OLED-multiberøringsskærm og en funktion til optagelse af HD-filmklip. COOLPIX S640 er det hurtigste kamera i COOLPIX-serien, og med dette kamera går man ikke glip af en fotomulighed. COOLPIX S570 er et elegant kamera, der er designet til, at selv brugere helt uden erfaring kan tage kvalitetsbilleder. COOLPIX S1000PJ er dog den største nyhed i serien. Med dette kamera revolutionerer Nikon markedet for kompaktkameraer. Det nye kamera har indbygget projektor, og brugerne kan derved nemt dele billeder og filmklip med andre. Alle fire nye modeller er udstyret med NIKKOR-objektiver, Nikons EXPEED-system til digital billedbehandling og de legendariske Nikon-funktioner, der er designet til at tage flotte billeder.
"Vi er virkelig begejstrede for vores nye og innovative COOLPIX-serie, og vi mener, at vi med denne serie har konstrueret et kamera for enhver smag. Vores multiberøringsskærm og projektoren vil helt sikkert imponere folk, men derudover er alle kameraerne i serien udstyret med avancerede funktioner, der giver vores brugere billeder i Nikon-kvalitet, og de er et fremragende supplement til vores allerede imponerende sortiment," fortæller Simon Schelde, Product Specialist hos Nikon i Danmark.
COOLPIX S1000pj – verdens første kamera med indbygget projektor
Takket være sit banebrydende design med indbygget projektor er COOLPIX S1000pj en teknologisk nyskabelse, der er på forkant med resten af fotobranchen. Projektoren giver brugerne mulighed for at dele billeder med venner og familie på en helt ny måde uden brug af yderligere udstyr, og uden at alle står som sild i en tønde rundt om kameraets LCD-skærm. COOLPIX S1000pj er også udstyret med funktionen Automatisk Motivvælger, hvor kameraet automatisk vælger det rigtige motivprogram ud fra billedets indhold, så du kan tage perfekte billeder med et enkelt tryk på en knap. Derudover sikrer de fem funktioner til reduktion af billedrystelse og Smart Portræt-systemet knivskarpe billeder. Med en 2,7" LCD-skærm, et NIKKOR-vidvinkelobjektiv med 5x zoom og hele 12,1 megapixels er COOLPIX S1000pj en helt ny måde at dele billeder med andre på.
S1000pj er i handlen 17. september 2009 og sælges til en vejledende udsalgspris på 3395 kr.
COOLPIX S70 – nyskabende berøringsskærm med Organic Light Emitting Diode-teknologi
Med sin nyskabende multiberøringsskærm er det flotte COOLPIX S70 konstrueret, så det er let at bruge for alle. Brugerne kan ikke alene rulle gennem billederne på den lækre 3,5" OLED-skærm, men også klemme dem sammen eller gøre dem større. Dette kamera er derved det første i Nikons sortiment med denne nye teknologi. Derudover er kameraet også udstyret med ét-tryks-lukker, hvilket betyder, at du kan fokusere og tage et billede ved ganske enkelt at berøre det relevante område på skærmen. Udover OLED-skærmen understreges kameraets høje kvalitet af et flot design i retro læderlook. Med 12,1 megapixels, et NIKKOR-vidvinkelobjektiv med 5x zoom og en skærm, der ses tydeligt og klart uanset vejret, er COOLPIX S70 et kamera, der er nemt at bruge for enhver. Og med muligheden for at optage HD-filmklip kan man med COOLPIX S70 også indfange de helt særlige øjeblikke på film.
S70 sælges til en vejledende udsalgspris på 2995 kr. S70 er i handelen i efteråret.
COOLPIX S640 – verdens hurtigste COOLPIX
Som det hurtigste kamera i COOLPIX-serien er COOLPIX S640 ekstremt hurtigt og nemt at bruge. Med en opstartstid, som endnu er uset blandt kompaktkameraer og en autofokusfunktion, der er lige så hurtig som den, man finder i et digitalt spejlreflekskamera, kan brugeren tage skarpe og tydelige billeder, når det skal gå hurtigt. Mens andre kompaktkameraer er længere om at fokusere, sikrer COOLPIX S640, at billederne tages næsten øjeblikkeligt, så du indfanger det, du ser. Derudover kan du tage knivskarpe billeder selv ved svagt lys uden brug af flash takket være ISO 6400-indstillingen. COOLPIX S640 er med sit slanke design og farvemulighederne sort, sølv og hvid indbegrebet af stil og effektivitet. Med 12 megapixels, NIKKOR-vidvinkelobjektivet med 5x zoom og den 2,7" store LCD-skærm er dette kamera ikke alene pålideligt, men også det hurtigste kamera på markedet for kompaktkameraer.
S640 sælges til en vejledende udsalgspris på 2095 kr. S640 er i handelen i efteråret.
COOLPIX S570 – elegant enkelhed for den stilbevidste fotograf
Det nye COOLPIX S570 er elegant og enkelt og giver selv den helt uerfarne bruger mulighed for at indfange de specielle øjeblikke. Kameraet er perfekt til bl.a. fester, byture og ferier. Et enkelt tryk på lukkerknappen og COOLPIX S570 vælger selv det rigtige program ud fra afstand, lysstyrke og placeringen af motivernes ansigter. Med 12 megapixels, en 2,7" LCD-skærm, et NIKKOR-vidvinkelobjektiv med 5x zoom og ISO 3200-funktion ved fuld billedstørrelse får man et moderne kamera spækket med funktioner til en fornuftig pris. COOLPIX S570 fås i lyserød, rød, blå, sort og sølv, og er med sit slanke og elegante design et praktisk og moderigtigt kompaktkamera. COOLPIX S570 er desuden udstyret med teknologien Smart Portræt, så dine portrætter bliver gode hver gang takket være funktionen Undgå Lukkede Øjne. Med denne funktion tager kameraet automatisk to billeder i træk, når motivet smiler, men gemmer kun det billede, hvor motivets øjne er helt åbne. Endvidere kan man "retouchere" motivets ansigt ved hjælp af funktionen Blødere Hudtone og gøre skavanker mindre fremtrædende.
S570 er i handlen 17. september 2009 og sælges til en vejledende udsalgspris på 1695 kr.
my Picturetown
Du kan nu på sikker vis gemme billeder ved hjælp af Nikons my Picturetown, der er en tjeneste til lagring og deling af digitale billeder. Her kan du nemt dele billeder med vennerne og organisere dine dyrebare minder i online-samlinger. Du får 2 GB gratis plads til at gemme tusindvis af billeder, og du kan altid opgradere dit medlemskab til Gold Account (Guldkonto), hvis du har brug for at gemme endnu flere billeder.






