Adobe opdaterer betaen til Lightroom 3
Brugernes modtagelse af den første betaversion har ført til en lang række forbedringer.
Adobe har frigivet en opdateret betaversion af Photoshop Lightroom 3, som nu er tilgængelig til download på Adobe Labs. Den første betaversion af Lightroom 3 er blevet downloadet af mere end 350.000 fotografer. Beta 2 er blevet opdateret ud fra feedback fra brugerne og tilbyder nu flere nye funktioner samt en betydeligt bedre ydeevne.
Blandt de nye funktioner er understøttelse af direkte tilslutning til computeren (tethered shooting) på visse kameramodeller fra Nikon og Canon, mulighed for at importere og håndtere videoklip fra digitale systemkameraer og forbedringer af programmets arkitektur, som gør det hurtigere at importere og loade filer. En anden nyhed er reduktion af lysstøj, som understøtter funktionerne til reduktion af farvestøj, der allerede findes i den første beta og hjælper fotografen med at opnå en fantastisk billedkvalitet i billeder med høj ISO-værdi.
Mulighederne for billedimport og vandmærkning er også ændrede i overensstemmelse med ønsker fra de Lightroom-brugere, som testede den første betaversion.
Feedbacken fra gruppen af brugere har været enormt værdifuld, og Adobe vil gerne takke alle, som har deltaget i betatestprogrammet. Adobe opfordrer brugerne til at afprøve de nye funktioner i Photoshop Lightroom beta 2 og dele deres mening med produktudviklingsteamet, så kvaliteten af det endelige produkt kan blive endnu højere.
Pris og tilgængelighed
Adobe Photoshop Lightroom 3 beta 2 er tilgængeligt på 12 sprog og kan downloades gratis af alle Mac- og Windowsbrugere. På http://labs.adobe.com/technologies/lightroom3/ findes mere information om programmet samt mulighed for at downloade betaversion nummer to. Feedback kan gives på Adobes forum for Lightroom-brugere: http://forums.adobe.com/community/labs/lightroom3/.






