Har en havareret VW Golf noget at gøre med Gruppe C?
Ja, en hel del. Billederne er taget i nærheden af Spa-Fancorchamps inden WSPC løbet i 1990 og viser, at to fabrikskørere fra samme team – lad os kalde dem B1 og B2 – og i samme bil, på samme tidspunkt er en farlig cocktail.
Heldigvis slap begge uskadte fra uheldet. Deres største bekymring var teamchefens reaktion, så de forsøgte at holde ham i uvidenhed til efter løbet.
Af samme grund kom billederne af Golf’en ikke med i min løbsrapport. Men her er de så med 30 års forsinkelse.
Teamet var, så vidt jeg husker, japansk.
Mine billeder i Da Capo serien er nostalgi fra diverse kasser og æsker med gamle papirbilleder fra 80’erne og 90’erne. Derfor er det ikke alle, der lever op til dagens tekniske kvalitetskrav med hensyn til farver og toneforløb. De kan også have folder og skjolder samt være fyldt med støv og anden utilsigtet forurening. Mange af dem har oprindeligt været trykt i aviser og magasiner inden de havnede i kasserne.